Fødsel 2009

Arnakkekilden's Alicia har fået 7 dejlige hvalpe, fordelt på 3 tæver og 4 hanner.

En noget anderledes fødsel:
Det blev ikke den skønne oplevelse som de tidligere fødsler vi har haft, da Alicia efter at have født den første hvalp, måtte til dyrlægen og have kejsersnit.

Her er lidt fra forløbet:

Så blev det tid, vi havde ikke regnet med at hun gik tiden ud, da hun jo havde taget vældigt meget på, så vi havde været klar et par dage, men Alicia holdt sig til datoen, og det var jo hende vidste bedst. Søndag middag faldt temperaturen til 36,5 og blev liggende der til vandet gik mandag eftermiddag kl. 15.30, derefter trissede Alicia rundt et par timer, og havde veer, ca. kl. 18.00 tog veerne til, og 18.30 efter et par kraftige veer, smuttede hun problemløst en dejlig hanhvalp på 400 g. ud, det var skønt, altid lidt spændt på den første hvalp, men nu var vi kommet godt i gang. Efter lidt tid startede veerne igen, uden resultat, en pause og veer igen, sådan fortsatte det et par timer og ingen af de kendte "tricks" hjalp, stadig ingen hvalp at mærke, så vi fik dyrlægen ud for at se på sagen, Alicia blev undersøgt og fik kalk og v-stimulerende, og vi blev enige om at hvis der ikke var kommet hvalpe inden 1 time, var vi nødt til at lave kejsersnit. Kejsersnit, bare ordet fik det til at løbe koldt ned af ryggen på os, det havde vi aldrig prøvet, men da der ingen hvalp kom var der ingen vej uden om, så vi pakkede Alicia, lillemand og en kasse til have de forhåbentligt levende hvalpe med hjem i.

Alicia kunne aldrig selv have fortsat fødselen, da der sad en lille død hvalp på tværs foran fødselskanalen og blokerede totalt. Dyrlægerne var meget effektive, og fik de resterende hvalpe hjulpet ud, og vi fik nok at gøre med at tage i mod dem, hvilket var rigtigt godt for tankerne, da vi var meget bekymrede for Alicia, der var en helt hvid hvalp, som vi valgte at få aflivet, både af hensyn til Alicias tilstand og hvalpens fremtidsudsigter.
Alicia var ved at gå i chok, og måtte lægges i drop, hendes livmoder var tæt ved at briste, og den valgte dyrlægen at fjerne, det viste sig også at der stod en masse væske i hendes bug, hvilket selvfølgeligt var medvirkende til at hun havde været så tyk.

Efter en del timer hos dyrlægen, drog vi hjem med en noget groggy Alicia og en kasse fuld af dejlige hvalpe. Alicia var fuldstændig væk, så det blev os der på skift har siddet i føde kassen og sørget for at holde hvalpene til patterne, og massere maver m.m., så de kom af med afføring og tis, så det har været et par hårde døgn, men nu går det fint, dyrlægen har været omkring og checke alle, Alicia er i bedring, og skal bare pusles om de næste dage, og hvalpene er rigtig ihærdige og kæmper alle for maden, som der p.t. heldigvis er nok af, det var helt klart en stor fordel at den første hvalp kom naturligt, og fik sat gang i mælk og moderfølelser.


Tilbage